AFLYST Gadeteaterforestilling ”JUMP”

  • JUMP Photo Badi Berber (13) Foto: Badi Berber
Forestillingen bliver slået op igen så snart situationen igen tillader det.

Om forestillingen: 

JUMP
Spring – ud i det, op ad det, væk fra det!

Vi springer – for livet og for glæden og fra alt det, der tynger os. Vi springer fordi vi tør, fordi vi skal, fordi vi ikke kan lade være. Uden at vide, om vi lander på fødderne eller falder på røven. Vi springer ind i livet med barnets hoppende glæde og boblende nysgerrighed. Langsomt bliver leg til konkurrence, og konkurrence til livets kontante tyngdekraft. Og på et tidspunkt falder vi. Alene og sammen. I ekstase og udmattelse. Og måske sætter vi af og springer igen…

JUMP er en forestilling om at agere, springe, hoppe, falde, snuble og om at rejse sig og finde fodfæstet. En urban fortælling om at fange, skabe og slippe rytmen. Med springet som præmis må vi være eller bære vores fejl i så høj grad, at vi måske i sidste ende ender med at lykkes.

Uppercut Danseteaters kunstneriske leder og koreograf Stephanie Thomasen og den anerkendte israelske koreograf Ofir Yudilevitch slipper med JUMP scenegulvet og udfordrer tyngdekraften på et særligt designet Air Floor. Herfra løftes forestillingen op i helt nye luftlag - koreografisk, visuelt og teknisk. Altid med risikoen som grundvilkår. For ethvert spring rummer muligheden for et fald.

MÅLGRUPPE: 7 år og op
VARIGHED: ca. 50 minutter

 

Der tages forbehold for dårligt vejr.

Alle arrangementer afvikles med hensyntagen til corona-restriktionerne.