Bydelsforeningen i Kanalbyen har for andet år i træk samlet beboere på tværs af karréer og aldersgrupper til sensommerfest. For Janni Rubjerg Andersen, der var med til at arrangere, var lørdag en fantastisk dag for fællesskabet i bydelen.
Der blev hygget, spist is og padlet i sensommersolen, da Frederiks Promenade lørdag den 19. august kl. 12-16 dannede ramme om aktiviteter og hygge for beboerne i Kanalbyen i Fredericia.
- Det har været fantastisk at arrangere en så hyggelig dag for alle beboere og at møde så mange positive mennesker, der virkelig glæder sig og interesserer sig for det fælles arrangement, fortæller Janni Rubjerg Andersen, der sammen med fire andre beboere fra bydelsforeningens aktivitetsudvalg stod bag begivenheden.
Foruden det gode sensommervejr gav den lokale duo Mig & Anders deres bidrag til stemningen med sang og guitar, og forplejningen blev leveret af Pølsekutteren og en isvogn fra Gelato di Natura. Der blev også hygget med øl, vand, vin og kaffe langs kanalen, og en del prøvede kræfter på et SUP-board under kyndig vejledning af Martin Stephansen fra East Coast Surfers.
Glade tilflyttere
- Der var både yngre og ældre, og alle snakkede sammen på kryds og tværs og lærte hinanden at kende. En del kom i forvejen fra Fredericia, men nogle af beboerne var flyttet til fra København og var meget positivt overrasket over, hvad Fredericia kan – og over livet i Kanalbyen. Der var endda nogen, der kom helt fra England, fortæller Janni Rubjerg Andersen.
Allerede sidste år i august, da et tilsvarende arrangement løb af stablen, var det en beslutning, at det skulle være en årligt tilbagevendende begivenhed, og for Janni Rubjerg Andersen er der ingen tvivl om, at både sensommerfesten og andre arrangementer stille og roligt skal være med til at binde bydelens beboere mere sammen.
- Folk husker det fra sidste år, og der er stor interesse – også for at lave andre ting. Nogen taler f.eks. om at holde en markedsdag, fortæller hun.
Vil gerne have børnefamilier med næste år
Mens der både var teenagere og seniorer til årets sensommerfest, var der til gengæld ikke så mange familier med mindre børn. Det forventer de fem arrangører bag lørdagens arrangement kan ændre sig til næste år.
- Der er mange børnefamilier, som først lige er flyttet ind i Carolinelunden, og vi håber meget, at de vil have lyst at være med til næste års sensommerfest, fastslår Janni Rubjerg Andersen.