Boliger og promenade står færdige langs Frederiks Kanal

  • Promenaden og Frederiks Promenade Frederiks Kanal med den nyanlagte Frederiks Promenade og det tredje og sidste hus i boligbyggeriet Promenaden. I baggrunden til venstre ses Oldenborghus. Foto: Klavs Lind
Fredericia har fået et nyt attraktivt byrum. Boligerne i Promenaden og Oldenborghus står færdige, og nu kan man spadsere hele vejen ad Frederiks Promenade langs byens første kanal.

Et nyt bymiljø er for alvor ved at tage form langs Frederiks Kanal. Først på måneden flyttede beboerne ind i det tredje og sidste hus i boligbyggeriet Promenaden, og i de kommende dage følger indflytningen i sidste etape af ungdomsboligbyggeriet Oldenborghus.

- Vi byder de nye beboere velkommen til Kanalbyen. Det er et godt billede på mangfoldigheden i den nye bydel, at der nu er liv i både ungdomsboligerne og ejerlejlighederne ud til kanalen – og de nye beboere kan godt glæde sig til at spadsere langs kanalen, hvor den nye promenade er færdig, og man kigge ind i både surfbutikken og Restaurant Ene, som begge er åbnet i år. Det bliver et fantastisk byrum langs kanalen – midt i et område, der for mindre end tyve år siden var præget af tung industri, siger konstitueret projektdirektør Anne Mette Rahbæk fra Kanalbyen i Fredericia.

Frederiks Promenade, som det nye byrum langs kanalen nu officielt hedder, har fået sin færdige belægning fra Købmagergade i vest til trappeanlægget for enden af kanalen i øst. Kanalbyen i Fredericia har samtidig anlagt to små stræder, som forbinder promenaden med Oldenborggade, og som har fået de historiske navne Voldmesterstræde og Carolinelund.

Glæde hos boligprojekterne

Hos Bach Invest A/S, der har stået for opførelsen af i alt 96 boliger nord for kanalen er der glæde og stolthed over det færdige resultat.

- Det er fantastisk, at vi er nået hertil, hvor boligerne står færdige - både ejerlejlighederne med den enestående beliggenhed ved kanalen og ungdomsboligerne, som vi har afleveret til Boligkontoret Fredericia. Og så er det ikke kun en række boliger, der står færdige. Det er et helt enestående byrum langs kanalen og en udvikling af selve bylivet i Kanalbyen, som vi har arbejdet sammen om længe, og som i øvrigt snart bliver beriget med endnu et serveringssted, siger direktør Jesper Bach.

Også direktør Finn Muus fra Boligkontoret Fredericia hilser de nye rammer varmt velkommen.

- Vores unge beboere i Kanalbyen får ikke bare topmoderne boliger. De får også en beliggenhed, hvor de blot skal gå 50 meter fra Oldenborghus, så er de ved et af Fredericias absolut mest attraktive byrum - med vandsport, udeservering og et liv, som bare vil udvikle sig i de kommende år, siger Finn Muus.

Det er fortsat både muligt at købe en ejerlejlighed i Promenaden og at skrive sig op til en ungdomsbolig i Oldenborghus.

Biodiversitet

Som noget af det sidste har Kanalbyen i Fredericia etableret gadebelysning og plantet træer på den nye promenade. Mens nogle af de nuværende træer bliver stående, bliver der tilført nye hvidtjørn og sargentæbletræer, purpurpilbuske og et bunddække af blomster og planter omkring træerne – og i den nyanlagte Voldmesterstræde er der plantet et 6-7 meter højt lærketræ.

- Ligesom i den kommende nye park Søndervold udvælges beplantningen langs kanalen helt bevidst for at fremme biodiversiteten i den nye bydel. For eksempel kan en blomstrende hvidtjørn tiltrække rigtig mange bestøvende insekter, fortæller Anne Mette Rahbæk.

Som det rekreative byrum den er, er Frederiks Promenade forbeholdt gående og cyklister. Det samme gælder i de to stræder Carolinelund og Voldmesterstræde bortset fra beboernes kørsel ind og ud af parkeringsanlæggene under de nye boliger og under Frederikshuset.

Kunst på vej

Det sidste punktum er dog ikke sat endnu, for som det er kendetegnende for bygninger og byrum i Kanalbyen, er der også kunst på vej. Inden længe skal den dansk-tyske kunstnerduo Borgman | Lenks værk Kajens Grammatik nemlig indtage en prominent plads i hjørnet ved Købmagergade, lige ud til Frederiks Kanal.

  • Kanalpromenaden Den nyanlagte Frederiks Promenade. Foto: Kanalbyen i Fredericia
  • Frederiks Promenade Frederiks Promenade og boligbyggeriet Promenaden. Foto: Klavs Lind
  • Rummet mellem Promenaden og Oldenborghus Rummet mellem de nu færdiggjorte byggerier Promenaden (ejerboliger) og Oldenborghus (ungdomsboliger). Foto: Klavs Lind
  • Frederiks Promenade by night Frederiks Promenade i de mørke timer. Foto: Klavs Lind