Musik, sankthansbål og julebanko. Bylivsudvalget i Kanalbyens bydelsforening arrangerer og koordinerer året rundt aktiviteter, der skal styrke fællesskabet i bydelen. På lørdag er der for tredje år i træk lagt op til en hyggelig sommerfest, denne gang i det nye byrum Havnens Oase.
- Fristen udløb i lørdags, og vi har 109 tilmeldte, fortæller den nu pensionerede erhvervsmand og indfødte fredericianer Preben Lindum fra Bydelsforeningen Kanalbyen ved Lillebælt. Det handler om sommerfesten for Kanalbyens beboere, som lørdag den 24. august holdes for tredje gang i den nye bydel.
De to foregående år fandt festen sted ved Frederiks Kanal og det nu lukkede East Coast Surfers, men i år er det i den nyåbnede Havnens Oase, at det sker – i tæt samarbejde med ishuset Kaptajn Gammel Havn. Netop det glæder Preben Lindum sig til.
Spændende udvikling
- Der er både minigolf, bordtennis, legepladser og is, så det kan være, at der kommer nogle børnefamilier. Jeg er glad for, at det er kommet op at stå igen med aktiviteter, og det har været en succes med minigolf og oasen. Det er en spændende udvikling, og det er nogle positive unge mennesker, der driver Kaptajn Gammel Havn.
Preben Lindum, der bor i Kongens Punkt, sidder i dag i bydelsforeningens bestyrelse. Han har i flere år været med til at arrangere begivenheder på vegne af hans karré, og sidste år blev han ankermand i bydelsforeningens bylivsudvalg, som tæller seks medlemmer fra forskellige bebyggelser i Kanalbyen.
- Når vi sidder sammen, kommer der mange gode ting på bordet. Vi har i Bydelsforeningen en særskilt pulje til byliv, og målsætningen med pengene er at ryste folk sammen, fortæller Preben Lindum.
Det er især sket ved en række større arrangementer, som hurtigt er blevet til faste traditioner.
Run på sankthans og julebanko
- Vi starter året med en nytårskur, hvor vi får et glas champagne og lidt at spise. Sidste gang holdt vi det i Tøjhuset, hvor vi også havde et foredrag. Og så holder vi sankthans, hvor vi i år tændte bål i kanalen, og der kom 150 mennesker – det havde vi slet ikke kalkuleret med. Men det, der har trukket flest til, er julebanko, som vi måtte dele op i to.
Preben Lindum medgiver, at de fleste aktiviteter i Kanalbyen har været mest til den ældre generation, og det ser han meget gerne bredt mere ud.
- Vi vil gerne lave fastelavn, men vi har ikke så mange børn. Men vi forsøger det nok næste år!
Fælleshus på vej
Nu ser Preben Lindum frem til, at det nye fælleshus, som blandt andet skal bestå af 3D-printet beton og ålegræs, åbner i parken Søndervold med plads til fyrre mennesker.
- Det nye hus kan bruges til mange ting af Kanalbyens beboere, samtidig med at daginstitutioner kan få lov at bruge det ind imellem. Men hvor skal vi være, når der kommer flere og flere mennesker i Kanalbyen? Vi har ingen lokaler der er store nok til alle, konstaterer Preben Lindum.
Men foreløbig er der ingen pladsproblemer, når sommerfesten 2024 løber af stablen under åben himmel. Det foregår i Havnens Oase på lørdag kl. 12-16 for de tilmeldte beboere, og arrangørerne krydser fingre for godt vejr.