Café Mums satser på bylivet i Kanalbyen

  • Brian Løkkegaard ved Cafe Mums
Brian Løkkegaard, som i de seneste tre år har stået i spidsen for caféen ud til Gammel Havn, forventer en stadigt stigende bevægelse af liv fra bymidten ned mod Lillebælt.

Lige dér, hvor det gamle og det nye Fredericia mødes ved det skvulpende vand, ligger Café Mums. I ti år har caféen budt gæster velkommen fra hjørnet af Hotel Gammel Havn, og siden 2021 har Brian Løkkegaard stået i spidsen for caféen, som han sammen med forretningspartnere overtog fra hotellets ejere.

- Vi blev spurgt, fordi de havde så meget virke med Hotel Gammel Havn. Vi vidste, at det var superlækkert og var meget interesseret i at overtage caféen. Det var en lykkelig mulighed, som hurtigt blev en realitet, fortæller Brian Løkkegaard, som mener, at Café Mums har ”den bedste beliggenhed”.

Med lokaler i den mere end 100 år gamle gule bygning, som gennem det meste af sin historie har været sømandshjem, dufter stedet af historie. Men lige overfor, på den modsatte side af havneindløbet, er byudviklingen i gang, og netop det er en væsentlig motivation for Brian Løkkegaard.

Centrum strækker sig mod syd

- Jeg er sikker på, at det kun går én vej, at Fredericia centrum kommer mere og mere herned mod Kanalbyen. I takt med at der kommer flere boliger, kommer der også flere mennesker, og bevægelsen vil være, at midtbyen også bruger vores sydlige ende i meget større omfang, end man tidligere har gjort. Vi har store forventninger til, at det kommer til at summe hernede.

Brian Løkkegaard mærker allerede i dag, at der er en udvikling i gang med aktiviteter i Kanalbyen og med nye beboere, og det er heller ikke gået ubemærket hen, at gæstesejlerhavnen i 2021 fik forøget antallet af ankerpladser fra tyve til tres.

- Især i sommers var det rigtig godt. Vi har set mange både i Gammel Havn, fortæller caféejeren.

Café Mums er da også noget af det første man ser, hvis man ankommer i båd, og med caféborde og parasoller på en flydende pram i havnen kunne stedet næppe blive meget mere inviterende om sommeren.

Uændret koncept

Der er stort set ikke ændret på konceptet fra de nye ejeres side. Café Mums er stadig en café med klassiske retter men med ekstra fokus på fisk på grund af den maritime beliggenhed og med det lokale Strib Fisk som fast leverandør. Mindre selskaber er der også mange af, og ifølge Brian Løkkegaard er weekendbrunchen med tagselvbord meget populær til fødselsdage.

At Café Mums med stedets op mod 25 ansatte er herre i eget hus, giver ifølge caféejeren fleksibilitet og manøvrerum.

- Vi er ikke en del af en kæde, så vi kan bevæge os lidt og rette sortimentet til. Vi har mulighed for at putte en grillbuffet eller andet op, hvis der er en sommeraktivitet - så vil vi rigtig gerne spille med på byens festligheder. Der kan vi ændre lidt i sortimentet, det glæder os kun, siger Brian Løkkegaard.

Næste gang mange mennesker forventes at samles ved Gammel Havn er den 22. november, hvor Fredericia får besøg af julemanden, men da følget hurtigt vandrer mod bymidten, forventer Brian Løkkegaard ikke, at folk her slår sig ned på Mums. Til gengæld kan de købe en hurtig kop kaffe, gløgg eller vafler hos ishuset Kaptajn Gammel Havn lige overfor – og her er Brian Løkkegaard også manden bag.