Dronningen besøger Fredericia

  • Dronning 2008 Foto Ole Olsen Web Kongeskibet i Fredericia (2008). Fotograf: Ole Olsen, Fredericia Kommune
Hendes Majestæt Dronningen afslutter sit årlige sensommertogt i Fredericia den 1. september. Som led i besøget lægger hun vejen forbi Kanalbyen.

Når Kongeskibet Dannebrog lægger til kaj ved Gammel Havn i Fredericia fredag den 1. september, venter der Dronningen og fredericianerne en festlig dag med heste og karetkørsel - og et detaljeret program, som vil blive offentliggjort i slutningen af august.

Fredericia Kommune offentliggjorde i sidste måned et foreløbigt program for Dronningens besøg i Fredericia, og hun skal blandt andet besøge boligbyggeriet Kongens Punkt i Kanalbyen.

Historiske rødder

- Det bliver en stor og meget festlig dag for hele Fredericia, og vi glæder os naturligvis rigtig meget til at tage imod Hendes Majestæt Dronningen i Kanalbyen og vise hende en moderne bydel med historiske rødder, siger projektdirektør Peter Kirketofte fra Kanalbyen i Fredericia.

Både gadenettet, arkitekturen og stednavnene i Kanalbyen er i høj grad tænkt i sammenhæng med Fredericias gamle bydel og med fæstningsbyens historie i det hele taget. Kanalerne er realiseringen af en plan fra Kong Frederik 3.’s tid om at anlægge kanaler inden for voldene.

Kongens Punkt, som Dronningen skal besøge den 1. september, har sit navn, fordi stedet er udgangspunktet for det cirkelslag, som danner fæstningsvoldens bue, og hvor Frederik 3. ifølge overleveringen satte spidsen af sin passer på kortet og markerede volden.

Oplev fregatten Iver Huitfeldt og gardehusarernes heste

Det kongelige besøg i Fredericia bliver fejret med mange oplevelser og aktiviteter, også i dagene op til. Blandt andet kan man den 25. og 26. august besøg fregatten Iver Huitfeldt til ”åbent skib”, når den næsten 140 meter lange fregat lægger til kaj ved Gammel Havn i Kanalbyen. Onsdag den 30. august om aftenen kan man opleve gardehusarernes heste til rideopvisning, når der er ”åben stald” – ligeledes i Kanalbyen.

Det fulde program både Dronningens besøg i Fredericia og aktiviteterne op til vil blive offentliggjort af Fredericia Kommune, når begivenhederne nærmer sig. Læs mere på sensommertogt/fredericia.dk.