Kanalbyen i Fredericia har indgået aftale med Realdania By & Byg om et fjerde udviklingsbyggeri i Kongensstræde. Bygherrens ambition er at opføre det nye boligbyggeri med mindst muligt spild og samtidig markant hurtigere, billigere og med mindre CO2-udslip end normalt.
I et hjørne af Kanalbyen lige nord for Oldenborggade er Realdania By & Byg godt i gang med at opføre nye boligejendomme, som på hver deres måde kan inspirere byggebranchen til at bygge mere klimavenligt og ressourcebesparende.
To huse står i fuld højde, et tredje er på tegnebrættet, og nu har selskabet lanceret et fjerde etagehus: ”Det Effektive Byggeri / Præfabrikation”, som har særlig fokus på at gøre mest mulig brug af fabriksfremstillede moduler og industrifrembragte løsninger.
- Det meste nybyggeri i Danmark opføres i betonelementer, som samles på byggepladsen. Det tager tid og kan nemt medføre fejl og spild. Vi vil gerne undersøge, hvor mange ressourcer vi kan spare ved at bestille rum-store moduler fra et kontrolleret miljø, hvor man allerede har erfaring med at producere dem så effektivt som muligt, siger adm. direktør i Realdania By & Byg, Peter Cederfeld.
Hos Kanalbyen i Fredericia, der har solgt byggegrunden til Realdania By & Byg, er der glæde over udsigten til endnu et udviklingsbyggeri i Kongensstræde.
- De nye udviklingsbyggerier passer rigtig godt ind i Kanalbyens visioner om en moderne bydel, der bindes fint sammen med den historiske by. De er med til at sætte Kanalbyen på landkortet i faglige kredse, og jeg vil også tro, at idéen med at bygge mest muligt klima- og ressourcebevidst kan appellere til mange, som måtte overveje at flytte hertil og bo med denne meget centrale beliggenhed, siger projektdirektør Peter Kirketofte fra Kanalbyen i Fredericia.
Minimere byggetid og ressourcespild
Realdania By & Byg har sat sig ambitiøse mål med at opføre den femetagers boligejendom både billigt, hurtigt, med mindre CO2-udslip og samtidig med høj tilfredshed hos de beboere, som ender med at flytte ind i ejendommens fire lejeboliger.
- Vores ambition er at opføre huset 30 % hurtigere og med op mod 10 % mindre ressourcespild end et gennemsnitligt byggeprojekt. Det betyder, at huset skal være så fejlfrit som muligt, så vi ikke skal bruge ekstra ressourcer på at rette fejl, fortæller projektchef i Realdania By & Byg, Peter Fangel Poulsen.
Det er hermed allerede et mål at overgå resultaterne fra ”Det Effektive Byggeri / Digitalisering”, der nu står som en grå bygningskrop i Kongensstræde, lige ud til Oldenborggade. Her holder projektchefen og hans folk løbende øje med resultaterne, og indtil videre tyder det på, at byggeperioden kan holdes nede på 10-15 % under gennemsnittet, og at uforudsete udgifter kan holdes helt nede på 3 %.
For begge de ”effektive byggerier” gælder, at de bruger særlige samarbejdsmodeller og nye digitale værktøjer til at skrue mest muligt op for effektiviteten og ned for ressourceforbruget.
Side om side med MiniCO2-huse
De to byggerier ligger på rad og række med MiniCO Etagehusene, som har fokus på at afprøve, hvor meget det er muligt at reducere CO2-udledningen ved brug af bestemte byggematerialer. MiniCO2 Etagehus TRÆ kan ligesom ”Det Effektive Byggeri / Digitalisering” ses i fuld højde, mens MiniCO2 Etagehus TEGL er på tegnebrættet.
Alle de nye udviklingsbyggerier skal rumme udlejningsboliger, og de bygges til at kunne opnå bæredygtighedscertificeringen DGNB Guld.
Realdania By & Byg har siden lanceringen af Kanalbyen i 2008 været tæt involveret som medejer af byudviklingsprojektet sammen med Fredericia Kommune, og med de fire boligbyggerier er selskabet også bygherre i den nye bydel.
Der er forventet indflytning i de første af udviklingsbyggerierne i 2024. Man kan blive blandt de første, der får besked om, hvornår udlejningen går i gang, ved at melde sig ind i Realdania By & Byg Klubben.