Byliv, sejlerliv og frihed har høj prioritet for Janne og Bjarne Skjoldgaard. Parret har netop skiftet villaen ud med en nybygget lejlighed i Kanalbyen.
I et fire-etagers hus i byggeriet Langebro i Kanalbyen er aktivitetsniveauet højt i disse dage. På husets ydre er et byggehold ved at beklæde facaden med rustikke trælameller, der matcher de maritime omgivelser. Inden døre er de første beboere rykket ind og er i fuld gang med at pakke ud i de nye rammer.
Bag en af dørene i den lyse opgang er Bjarne og Janne Skjoldgaard i gang med at indrette deres nye lejlighed.
”Vil du købe et klaver? Jeg har møbleret hver nat siden vi har købt. Jeg havde en plan, men da flyttefolkene bar tingene ind, var der alligevel for meget”, siger Janne Skjoldgaard med et stort smil, da parret åbner døren ind til den ellers rummelige lejlighed.
Har fulgt med i udviklingen af Kanalbyen
Parret kommer fra en større villa i Sanddal lidt uden for centrum af Fredericia. Her boede de også direkte ud til vandet - og kunne faktisk se over til Kanalbyen.
”Vi har fulgt med i udviklingen af Kanalbyen i 10 år, og vi har altid tænkt, at det kunne være noget for os,” indleder Janne.
”Ja, vi har været med i høringsfasen og vi var med til at stemme på vinderprojektet den gang, der var arkitektkonkurrence om Kanalbyen. Vi har været med hele vejen, fordi det var et sted, vi godt kunne tænke os at bo”, fortsætter Bjarne.
Tiltrukket af de mange aktiviteter i byen og på vandet
Udenfor skifter vejret hvert 5. minut fra regn til sol og tilbage til regn. Det hele opleves på nært hold fra de store vinduer med fri udsigt til havet, Lillebæltsbroen og Kanalbyen.
”Der er fantastisk meget at kigge på hernede”, fortæller Bjarne og peger ud ad vinduet mod Esplanaden, hvor krydstogtskibene lægger til i sommerhalvåret. ”I år kommer der 20 krydstogtskibe - og der er et liv hele tiden. Vi er også selv sejlere, så vi glæder os til, at der kommer mulighed for at få en bådplads hernede”.
”Det har været på tale at bygge et fælleshus, og hvis vi får det, så tror jeg, der vil blive nogle ting, man kan samles om der. Når vi lærer hinanden bedre at kende, skal vi nok finde på noget”, siger Janne.
”Det giver en frihed”
Til daglig nyder Janne og Bjarne livet som pensionister. De har tidligere drevet Autohuset Skjoldgaard, som blev solgt til Karvil biler i 2010.
”Når man bliver ældre, er det en fordel at bo i en lejlighed, der er nem at vedligeholde. Både fordi man kan blive dårlig til bens, men også fordi det giver en frihed, at man ikke skal bruge sin tid på at passe hus og have”, fortæller Bjarne.
Janne er enig og fortsætter: ”Når vi ikke er så gode til bens mere, kan vi bare køre rollatoren ind i elevatoren og rulle direkte op i byen og handle. Før boede vi ved en skrænt. Man kan faktisk se vores gamle grund fra vinduet”, siger hun, og peger mod det gamle hjem i Sanddal.