Ønsket om at være tæt på sønnens familie og forelskelsen i en ledig lejlighed fik i efteråret Jytte Skov Jensen fra Hvidovre til at henlægge pensionisttilværelsen til Kanalbyen i Fredericia. Her mødte hun fællesskabet og naboernes omtanke nærmest fra dag ét.
- Jeg er vildt imponeret over, hvordan man bliver taget imod her. Der gik ikke to dage fra jeg flyttede ind, før jeg blev inviteret på formiddagskaffe. Og hvis jeg har været væk i få dage, er der nogen, der er opmærksomme og bare vil være sikre på, at der ikke er sket noget.
Sådan siger 66-årige Jytte Skov Jensen, som i efteråret traf en radikal beslutning om at flytte fra Hvidovre til Fredericia. Her nyder hun at opleve fæstningsbyen og dyrke fællesskabet i Boligkontoret Fredericias lejeboliger i Kongens Punkt, hvor en aktiv beboerforening sørger for blandt andet fællesspisning og gåture i området.
Søn og svigerdatter faldt for Fredericia
Det var den nærmeste familie, der gjorde udslaget for, at pilen pegede på Fredericia, da Jytte stod på tærsklen af sin pensionisttilværelse og derfor kunne gøre, som hun ville.
- Min søn og svigerdatter flyttede fra København til Fredericia i juni sidste år. De havde besluttet, at deres børn ikke skulle vokse op i København. Når det blev Fredericia, var det fordi de på en sommerferietur til Jylland havde haft en overnatning på Gammel Havn. Her faldt de for byen – også fordi min søn går meget op i Danmarkshistorien, fortæller Jytte Skov Jensen.
Sønnen og svigerdatteren, der har fået job i området som henholdsvis leder i Føtex og socialrådgiver, kunne da også godt bruge lidt hjælp til at passe deres lille pige, som i dag er et år gammel. Derfor skrev Jytte sig op hos Boligkontoret Fredericia, som tilbød hende en seniorbolig, og en julidag troppede hun op i i Kongens Punkt.
- Jeg forelskede straks mig i lejligheden og sagde ja allerede dagen efter. Jeg var klar til at flytte, fortæller Jytte Skov Jensen, som overtog lejligheden den 1. oktober 2021.
Hunden viser vej
I sin nye tilværelse nyder Jytte at gå ture i byen Fredericia, og her ved hun aldrig helt på forhånd hvad turen byder på.
- Jeg har en lille hund, som jeg går ture i byen med, og det er hunden, der bestemmer, hvad vej vi skal gå. På den måde oplever jeg hele tiden noget nyt, smiler hun.
Jytte kommer oprindelig fra Lolland, hvor hun i mange år arbejdede som smørrebrødsjomfru på tysklandsfærgerne. Herefter blev det til 22 år i Storkøbenhavn, hvor hun blandt andet har nået at arbejde i Tivoli og på Bakken, inden de familiære omstændigheder fik hende til at vende blikket mod Fredericia.
Minder om Islands Brygge
Her glæder hun sig også over at bo i en moderne bydel, der skyder op, og som tilflytter fra København virker det urbane miljø langs kanalen og Gammel Havn slet ikke så fremmed.
- Her er skønt, og jeg synes det minder utrolig meget om Islands Brygge, fortæller Jytte Skov Jensen.