Efter tre år i stillingen som projektdirektør i Kanalbyen i Fredericia har Peter Kirketofte fået nye udfordringer i en ledende stilling i rådgiverbranchen.
Projektdirektør Peter Kirketofte har takket ja til et nyt job som afdelingsdirektør i SWECO og har derfor opsagt sin stilling i Kanalbyen til udgangen af juli.
Peter Kirketofte har været projektdirektør i Kanalbyen siden 1. juni 2022. I tiden som projektdirektør har han stået i spidsen for den løbende omstilling og tilpasning af Kanalbyens strategi og omkostninger, som de økonomiske konjunkturer har krævet i perioden.
Vemodigt farvel
- Det bliver selvfølgelig vemodigt at sige farvel til Kanalbyen, hvor opgaverne har været både spændende, lærerige og krævende. Mit kommende job i SWECO indeholder nogle store ledelsesmæssige opgaver og udviklingsmuligheder indenfor byggeri, som jeg glæder mig meget til, siger Peter Kirketofte.
Bestyrelsesformand for Kanalbyen i Fredericia, Carsten Koch, ønsker tillykke med jobbet.
- På bestyrelsens vegne vil jeg gerne takke Peter Kirketofte for hans gode indsats og for samarbejdet. Vi glæder os på Peters vegne og ønsker ham alt mulig held og lykke i hans nye spændende job, siger Carsten Koch.
Det er ikke nyt for Peter Kirketofte at have en ledende rolle i rådgiverbranchen. Da han for tre år siden tiltrådte stillingen som projektdirektør for både Kanalbyen i Fredericia og Naturbydelen i Ringkøbing, kom han fra en stilling som projekt- og markedschef i COWI.
Bestyrelsen for Kanalbyen i Fredericia vil i den kommende tid drøfte, hvordan projektet kommer bedst videre frem mod fortsat realisering af byudviklingen.
Fakta om Kanalbyen
Kanalbyen i Fredericia er ejet af Fredericia Kommune og Realdania By & Byg. Projektet skal omdanne et tidligere havneindustriområde til en attraktiv og moderne bydel, der åbner Fredericia mod Lillebælt og samtidig respekterer Fredericias unikke historie.