Meget mere end gamle biler

  • P71B1858 800Px Fredericia Fotoklub
Gennem de sidste 10 år har Veteranbil Klub Lillebælt begejstret borgere og turister i Fredericia, når de hver tirsdag samt ved krydstogtanløb ruller veteranbiler ud på Kanalbyens område. Men klublivet handler lige så meget om gode snakke og oplevelser, fortæller formand John Andersen.

For ti år siden kørte John Andersen for første gang ind på Kanalbyens område i en veteranbil. Det tidligere industriområde var blevet ryddet, og et nyt mødested for Veteranbil Klub Lillebælt var opstået. Siden da, er mellem 40 og 200 vintage-biler rullet ind på området hver tirsdag aften i sommerhalvåret samt når der er krydstogtanløb. Og John Andersen, som er formand/mødestedsleder for klubben, er med. 

Kanalbyens redaktion har i anledning af 10-års jubilæet for klubbens tirsdagstræf spurgt John Andersen om, hvad der rører sig inden for Veteranbil Klub Lillebælts fire vægge og om, hvad der driver hans egen livslange interesse for gamle biler.

De første på havnen

I har mødtes på Kanalbyens område gennem ti år. Hvad er det det driver jer?

Der er altid gang i den, du kan tro vi bliver fotograferet når der kommer krydstogtskibe ind. Vi var de første på havnen efter der blev åbnet op for ti år siden, og der er kommet flere og flere tilskuere gennem årene – fx folk fra byen, der er på cykeltur og har madpakker med. Men vi mødes mest for at snakke. Og så møder man mange, man kender, fx gamle skolekammerater. 

Hvor mange er i?
Vi er mange. Cirka 200 biler hver tirsdag. 40 hvis det regner, for der er nogle, der ikke vil have bilerne ud i regnvejr. 

Fællesskabet er for alle

Vi har også klubaftener en gang om måneden, så er vi 60 stykker. Vi har et medlem på 18 år og resten er mellem 60 og 80. Nogle er gamle direktører, men vi har også skraldemænd og arbejdsmænd. Man kan snakke med alle. Der er også altid et foredrag, som kan handle om alt muligt andet. Efter en time er der tag-selv bord, Det er min kone Jette og en til, der står for det.

Snakker I kun om biler?
Nej, også om kvinder. 

Er der kvinder med? 
Ja, flere af dem sidder og strikker.

Behøver man at have en veteranbil for at være med?
Nej, det behøver man ikke. Der er nogle, der har gamle knallerter, men alle kan være med. 

Kører med prinsesser og børn fra Kolding Sygehus

Vi kører også til konfirmationer og har mange forskellige opgaver. Fx dengang de kongelige skulle indvie den nye Lillebæltsbro, der skulle jeg køre med Kronprinsesse Mary. Først kom PET og kiggede bilerne efter, så kom prinsessen, og så sagde jeg ’Goddag, vil de sidde i højre side eller vil de selv køre?’ Så tog hun en hårelastik op af tasken og lavede en hestehale og satte sig ind bag rattet. ’Ved de hvor vi skal hen?’ spurgte jeg. ’ Der hvor jeg kommer fra har vi altid et par motorcykler foran os, så dem følger vi bare’ sagde hun så, inden vi kørte med PET og Krone 8 bagefter.


Vi laver også andre ting. Hvert år kører vi med syge børn fra Kolding Sygehus. Vi kører ud til Skamlingsbanken, så får de sodavand og så kører vi til Kolding Fjord Hotel, hvor direktøren giver lagkage og frugt til børn og forældre.

Hvad giver det dig? 
Man bliver jo så glad bagefter.

Har altid samlet på veteranbiler

Hvordan startede din egen interesse for gamle biler?
Jeg har altid været interesseret i biler. Jeg er udlært mekaniker her i Fredericia, hvor jeg også er født. Jeg har samlet på veteranbiler altid, siden jeg fik kørekort og kun havde 10 kroner til at købe benzin for. Min første bil var en gammel Singer. 

Hvad er der blevet af den gamle Singer?
Den er slagtet. Hvis du vidste alt det, vi har ødelagt undervejs. 

Hvor mange gamle biler har du haft?
Mange. Også for mange. Nu har jeg en Chevrolet fra 1928, en lukket Chevrolet Master fra 1934 og en Morgan fra 1934. Jeg har også et par knallerter og har lige købt en Brandbil Ford V 8 fra 1956. Den minder mig om min far, som arbejdede på Falckstationen i Fredericia, da jeg var dreng.

  • DSC9430
  • P71B1888 800Px Fredericia Fotoklub