Nu flytter beboerne ind i Carolinelunden

  • Carolinelunden Fra Kanalen 02 Web Carolinelunden ved Frederiks Kanal. Visualisering: Nood
De første 72 lejeboliger i Carolinelunden står nu færdige, og i disse dage kommer der liv i de nye boliger ved kanalen. Flere af indflytterne fortæller, at de er tiltrukket af beliggenheden.

I august 2021 blev spaden stukket i jorden til AP Pensions nye lejeboliger i Kanalbyen i Fredericia, og netop nu bliver de spritnye lejeboliger indtaget af beboerne. Én af dem, som nu flytter ind i Carolinelunden, er 29-årige Kathrine Kjær Madsen.

- Det ligger jo helt fantastisk, og planerne om at bygge kanalen ud er spændende. Jeg kan godt lide, at der er nogle visioner og tanker bag det her sted, fortæller hun.

Kathrine Kjær Madsen flytter sammen med sin kæreste til Fredericia fra Kolding, hvor hun studerer kommunikation og IT. Hendes kæreste studerer også, og valget af Fredericia hænger sammen med parrets kommende studieplaner, hvor de skal have rimelig transporttid til både Aarhus og Odense. Det er dog ikke kun af praktiske grunde, at valget faldt på fæstningsbyen.

- Jeg har været i Fredericia flere gange før, og jeg er helt vild med, at både voldene, naturen og byen er så tæt på, fortæller Kathrine Kjær Madsen.

Har holdt øje længe

En anden, som nu kan se frem til at sætte nøglen i nøglehullet til en spritny lejlighed er 50-årige Jimmi Honnens, som i forvejen bor i Fredericia, og som til daglig kører bud for Strib Fisk.

- Jeg så for halvandet år siden, at boligerne kom, og så har jeg gået og holdt øje, fordi det ser ud til, at der er miljø, liv og udsigt. Det virker rigtig hyggeligt. Og så bor jeg lige nu i noget, der er lidt lukket i stueetagen, men her kommer jeg til at bo på 1. sal og kan se lige ud mod kanalen, fortæller Jimmi Honnens, som også ser frem til, at der kommer endnu mere miljø med caféer og liv i området.

Stort skridt for bylivet

AP Pension opfører for tiden 143 lejeboliger med navnet Carolinelunden, og det er altså de første 72, som nu er klar til indflytning. Det glæder Peter Kirketofte, projektdirektør i Kanalbyen i Fredericia.

- Det er et stort og vigtigt skridt for bylivet i Kanalbyen, at der fra og med denne weekend bor mennesker på begge sider af Frederiks Kanal. Vi byder de ny beboere varmt velkommen, og de kan godt glæde sig, både til de fine moderne lejligheder og til den fantastiske beliggenhed mellem kanalen og den nye naturpark Søndervold, siger Peter Kirketofte.

Stadig ledige boliger

Arkitekturen i Carolinelunden er meget varieret, og boligerne er en blanding af lejligheder, rækkehuse og town houses. Der er stadig ledige boliger at få af alle tre typer, og interesserede kan orientere sig på hjemmesiden Carolinelunden.dk eller kontakte Danbolig Fredericia.

  • Carolinelunden set fra luften Carolinelunden i fugleperspektiv. Foto: SH Luftfoto