Egetræer, hvidtjørn og tibetansk kirsebær er blandt de mange forskellige træer, som i disse uger får lov at slå rod i den nye bypark i Kanalbyen i Fredericia.
Lægger man vejen forbi Kanalbyen i disse uger, kan man møde synet af livlig aktivitet fra gravemaskiner og HedeDanmarks medarbejdere i fuld gang med at plante flere hundrede træer i det, der til foråret skal blive Fredericias nye grønne åndehul.
Træerne er sammen med mange andre vækster udvalgt nøje af landskabsarkitektvirksomheden SLA for at føre mest mulig biodiversitet til bydelen.
- Det er et helt fantastisk grønt frirum, som lige nu tager synligt form mellem byen, voldene, kanalerne og Lillebælt. Udover parkens store rekreative værdi, bliver Søndervold rigtig godt for artsmangfoldigheden, for når der kommer mange forskellige planter, kommer der også mange forskellige dyr, siger projektdirektør i Kanalbyen i Fredericia, Tim E. Halvorsen.
Hjemlige og eksotiske træer
Den nye naturpark er designet til at rumme fire naturtyper, som kendes fra egnen, nemlig overdrev, strandoverdrev, skovbryn og salttolerant skov. Her bliver der mest plantet hjemlige arter som hvidtjørn og vintereg, fordi arter som disse er bedst til at tiltrække de dyr og fugle, som lever på egnen i forvejen.
Der kommer dog også eksotiske træer til Søndervold, som vandgran og stennød. Foruden at tilbyde et spændende syn for parkens gæster er de specielt robuste, både over for at der kommer mere og mere tæt by, som støder op til parken, og over for kommende klimaforandringer.
Træer genplantes
Udover ca. 350 træer, som entreprenøren HedeDanmark har hentet på planteskoler i Tyskland og Belgien, genplantes atten træer fra Kanalbyens eget område. Det er træer, som indgik i den midlertidige indretning, som netop SLA stod for at designe for godt ti år siden.
Træerne tæller blandt andet ege- og elletræer men også eksotiske sorter som ginkgo biloba og tibetansk kirsebær. Derudover bliver elleve træer, som har stået i Kanalbyen, lagt i små biotoper, hvor de vil dø ud, mens de tiltrækker dyr og svampe, som netop lever i dødt ved.
Den nye park Søndervold anlægges af Fredericia Kommune og Kanalbyen i fællesskab, og de i alt ca. 370 træer forventes at være plantet i slutningen af november. Herefter fortsætter HedeDanmark med at plante buske, krat og småplanter i den kommende park.
FAKTA
Søndervold
Søndervold bliver udformet som et grønt bånd, der strækker sig fra Kongensgade til Sofie Amalies Kanal i Fredericia. Det var i samme område, at man frem til 1900-tallet kunne opleve det historiske fæstningsværk Søndervold - en vigtig del af Fredericias voldanlæg og bystruktur, som gik tabt i industriens tid.
Den nye naturpark Søndervold åbner efter planen i foråret 2022, men man kan få en forsmag på den nye park via et interaktivt kort over parken på Kanalbyen.dk/soendervold.