Nyt udflugtsmål i Kanalbyen har fokus på livet i bæltet

  • Naturrum Det nye naturrum i Kanalbyen - med silhuet af et marsvin på siden. Foto: Annemette Bargum
Naturelskere har fået et nyt sted at gøre holdt i Kanalbyen. Naturpark Lillebælts første naturrum tilbyder nemlig oplevelser og viden om livet i bæltet. Ikke mindst om marsvin.

I Kanalbyen i Fredericia, ved indsejlingen til Gammel Havn, står en særpræget lille bygning i træ. Nogen har måske undret sig over, hvad den lidt skævvredne konstruktion er, men et tydeligt hint finder man på bygningens lamelvæg: en silhuet af et marsvin – den eneste hval, som lever i dansk farvand.

- Naturrummet er det første af tre, som skal formidle livet i Lillebælt. Det er et ubemandet infosted med plancher, der fortæller om marsvin og om fiskene, der lever i bæltet, fortæller Annemette Bargum, der er bæredygtighedskoordinator i Fredericia Kommune og naturparkkonsulent i sekretariatet for det tværkommunale Naturpark Lillebælt.

Spot et marsvin

Naturrummet i Kanalbyen blev i februar helt klar til brug med naturformidlende plancher og en kikkert, som gør det muligt at ”komme tæt på” den op til 1,7 meter lange hval.

- Man kan gå op ad den udvendige trappe til en udkigspost, hvor vi har placeret en børnevenlig kikkert. Her er der gode chancer for at se marsvin, fordi der er en del, der holder til i området, og fordi bestanden er tæt her i det smalle bælt, forklarer naturparkkonsulenten.

Naturpark Lillebælt har desuden i samarbejde med Aarhus Universitet installeret en såkaldt hydrofon i Gammel Havn i Middelfart, hvor marsvinenes lyde opfanges døgnet rundt, og man kan få lydene transmitteret live ved at scanne en QR-kode ved det nye naturrum.

Fang en fisk

Vil man hellere prøve kræfter med fiskeri men måske ikke lige har sin egen fiskestang, er det muligt at låne det nødvendige grej i naturrummet ved at forudbestille det hos en af Naturpark Lillebælts naturvejledere. Her får man også hjælp til at holde styr på, om man overholder reglerne for fiskeri, fortæller Annemette Bargum:

- Vi har informationsplancher om årets gang i Lillebælt, hvor man kan se hvilke fisk, der kan fanges. Her henviser vi også til information om mindstemålene for fisk, så man kan se, om man må beholde fisken, eller den skal en tur i vandet igen.

Også skolerne kan få gavn af naturrummet ved at bestille et undervisningsforløb, hvor eleverne blandt andet kan prøve at dissekere en fisk og blive klogere på dens anatomi.

Arrangementer

Det nye naturrum i Kanalbyen er fra tid til anden udgangspunkt for offentlige arrangementer, første gang søndag den 30. april, hvor man kan komme og fiske fra kajkanten med guide. Til september, i ”Naturens Uge” bliver der fokus på krabber. De enkelte arrangementer vil løbende blive lagt i arrangementskalenderen hos både Naturpark Lillebælt, Det Grønne Fredericia og Kanalbyen i Fredericia.

Naturrummet i Kanalbyen er det første af tre naturrum, som Naturpark Lillebælt opfører rundt om bæltet. De to andre bliver henholdsvis i Solkær Enge med fokus på at opleve fuglelivet og ved Røjle Klint med geologi som tema.

Naturrummet er realiseret ved hjælp af midler fra Friluftsrådet, Lokale- og Anlægsfonden og Googles legatpulje.

  • Kikkert på naturrum Fra toppen af det nye naturrum kan man være heldig at få et marsvin i kikkerten. Foto: Annemette Bargum
  • Tribune på naturrum Naturrummet er også udstyret med en siddetribune, hvor man kan sidde og nyde omgivelserne. Foto: Annemette Bargum
  • Plancher på naturrum Plancher på naturrummet oplyser om marsvin og om fisk i Lillebælt året rundt. Foto: Annemette Bargum
  • Naturrum Hele bygningen Naturrummet i Kanalbyen er det første af Naturpark Lillebælts tre naturrum.