I Kanalbyen i Fredericia er der solgt flere ejerlejligheder i byggeriet Promenaden i de første fem måneder af 2024 end hele sidste år. Samtidig er der tæt på at være fuldt udlejet i Carolinelunden, og alt i alt er næsten 95 % af Kanalbyens boliger nu beboet.
Langs nordsiden af Frederiks Kanal i Kanalbyen i Fredericia ligger byggeriet Promenaden med 56 ejerlejligheder fordelt på tre huse. Her oplever ejendomsmægler Mette Hjære fra Home, at boligsalget har taget fart. Der er nemlig underskrevet flere købskontrakter i de første fem måneder af 2024 end i hele 2023.
- Det første hus er helt udsolgt, der er bare 3 boliger tilbage i det andet og 11 ledige i det sidste hus. Vi har indgået en hel del handler i år, og vi oplever, at kunderne viser glæde og er fulde af optimisme. Og så er det ikke kun de lokale men også folk uden for Fredericia, der henvender sig. Der er i det hele taget en pæn opblomstring i boligmarkedet i hele byen, fortæller ejendomsmægler Mette Hjære fra homeprojekt.
Tæt på fuld udlejning i Carolinelunden
På den modsatte side af kanalen ligger AP Pensions Carolinelunden med 143 lejeboliger i meget varieret arkitektur og grønne gårdrum. Her er der nu kun få ledige boliger tilbage.
Blandt beboerne i Carolinelunden er 67-årige Jan Jespersen, der i sommeren 2023 flyttede ind sammen med sin kone Lone Jespersen efter at have solgt parrets hus i Snoghøj. Nu bor de i en spritny lejlighed med udsigt til kanalen på den ene side og parken Søndervold og Lillebæltsbroen på den anden.
- Vi er så tæt på alting. Der er Tøjhuset 400 meter oppe i byen, hvor der er musik, og vi elsker også at komme på streetfood. Det er nemmere nu, at vi bare kan gå ind i byen, fortæller Jan Jespersen og fremhæver samtidig ånden i Kanalbyen, hvor man hilser på hinanden, og hvor bydelsforeningen tager initiativ til mange fælles aktiviteter for beboerne.
Nye boligbyggerier har fokus på CO2-besparelser
Kanalbyens seneste skud på boligstammen er Realdania By & Bygs udlejningsboliger i MiniCO2 Etagehusene, som ligger i Kongensstræde ind mod bymidten, og hvor der aktuelt er otte ledige boliger ud af ti.
Byggerierne skal inspirere den danske byggebranche til, hvordan man kan spare på CO2-udledning og ressourceforbruget i byggeriet, og også her har Mette Hjære fra homeprojekt fingeren på pulsen i forhold til potentielle lejere.
- Der er mange, der viser stor interesse for Realdania By & Bygs boliger og synes, at det er et meget spændende projekt, de skal typisk bare lige have solgt et hus først, fortæller Mette Hjære.
Potentiale for nye investorer
Hos Kanalbyen i Fredericia er der glæde over den positive udvikling, som 2024 har ført med sig på boligmarkedet.
- Tæt på 95 % af boligerne i hele Kanalbyen er nu solgt eller lejet ud, og jeg tror, at det kommer til at gå stærkt med resten. Det er virkelig glædeligt. Det betyder også, at der nu er et stort potentiale for, at flere investorer kan komme til at bygge nogle flere af de ca. 1.200 ejer- og lejeboliger, som Kanalbyen skal rumme foruden byggeri til erhverv, kultur og detailhandel, siger projektdirektør i Kanalbyen P/S Peter Kirketofte.
Kanalbyen i Fredericia rummer i dag ca. 500 færdigbyggede boliger, som foruden de tre igangværende boligprojekter er fordelt på byggerierne Frederikshuset, Kongens Punkt, Oldenborghus, Langebro og Bådhusene. Ca. 33 boliger er nu til salg eller leje i Kanalbyen som helhed.
Udover traditionelle ejer- og lejeboliger er der også almene boliger, ungdomsboliger og bofællesskab på Kanalbyens repertoire.
Kanalbyen i Fredericia udvikles i et partnerskab mellem Fredericia Kommune og Realdania By & Byg. Projektet skal omdanne tidligere industriområder mellem Fredericias bymidte og vandet til en attraktiv og levende bydel.