Søndag med musik og akrobatik

  • Lunau&Sund Duoen Lunau&Sund. Foto: Ard Jongsma
Der er oplevelser for både voksne og børn, når Kanalbyen på søndag lægger jord til to musikalske arrangementer.

I weekenden begynder Trekantområdets Festuge med masser af arrangementer for alle aldre, og to af dem kan opleves under åben himmel i Kanalbyen på søndag den 29. august.

I den mere voksne afdeling optræder Lunau&Sund alias Trine Lunau og Peter Sund på scenen i C-Byen kl. 13-14. Musikken er en smuk blanding af sange inspireret af den nordiske vise- og sangskrivningstradition og folk-musik.

Kl. 15-16 samme dag er der cirkuskoncert for hele familien under titlen CameliOrquestra. Her er musikerne også akrobater, og deres fusion af nordisk folk-punk-gypsy sætter pulsen i gang, mens akrobatikken skaber humoristiske, imponerende og nervepirrende øjeblikke. Det sker på Eventpladsen ved Gammel Havn, Prinsessegade 107.

Cirkuskoncerten er en co-produktion af GLIMT og Sputnik & Wild Wonders, og Fredericia Middelfart Teaterforening står bag som arrangør.

Trekantområdets Festuge byder på mere end 300 forskellige kulturevents i syv kommuner i dagene fredag den 27. august til søndag den 5. september.

  • Cameliorqestra Plejehjem Foto Karsten Piper Tilrettet Forestillingen CameliOrquestra. Foto: Karsten Piper