Sommer og sjov i Kanalbyen

  • Visens Skib Visens Skib lægger igen i år til i Gammel Havn i Fredericia. Foto: Ole Sejrup
Sommeren er over os, og Kanalbyen i Fredericia byder på masser af oplevelser for både små og store gæster.

Musik, teater, kunst – og måske en tur på vandet. Kanalbyen er ikke kun en bydel i rivende udvikling men også et hængeud-sted for byens borgere og turister med store og små aktiviteter sommeren igennem. Alt er gratis på nær, når man skal købe noget i containerbutikkerne eller leje udstyr.

Havnetirsdage med figurteater og gamle biler

Hver tirsdag aften til og med september kl. 17-20 leveres feriestemningen traditionen tro af lakskinnende amerikanske flydere, gamle sportsvogne og andre køretøjer med mange år på bagen.

På de samme ”havnetirsdage” til og med august kan både store og små i tidsrummet 17-17.30 lade sig fortrylle og underholde fra scenen i C-byen af Teater Figuletta, som for ganske nylig flyttede ind i en af områdets containere.

Pippi-løb

For de mindste byder sommerens start på en underholdende skattejagt i Pippi Langstrømpes univers. Fredericia Bibliotek står bag ”Pippi-løbet”, hvor børnene skal finde ti forskellige poster og løse sjove opgaver.

Der er præmier til alle børn, som i øvrigt skal være i selskab med en voksen. Det sker torsdag den 1. juli kl. 11-16, og man møder bare op. Sidste hold sendes afsted kl. 15.

Fotoudstillinger

Har man lyst til at fordybe sig i flotte, eventyrlige eller manipulerede fotos, har Fredericia Fotoklub sørget for en lille vifte af muligheder. Karin Laursens fotografiske fortolkning af Prinsessen på Ærten og andre eventyr og fortællinger kan opleves tirsdag den 6.7 kl. 14-20 og søndag den 11. juli kl. 12-16.

Naturelskere kan se Henning Jensens flotte billeder af fugle og dyr tirsdag den 13. juli kl. 17-20 og søndag den 18. juli kl. 12-16 – og senere på sommeren, med fernisering den 10. august, udstiller Klavs Lind "Monotypier", som er fotografiske collager manipuleret med metaller, farver og skabelontryk.

Visens Skib

Søndag den 25.juli anløber Visens Skib Gammel Havn i Kanalbyen på deres traditionsrige sommertogt til danske havne. Her går skibets besætning i land og går på scenen kl. 20, hvor de leverer en koncert med perler fra den danske sangskat.

Kajakker, kaffe og kunst

Endelig kan man som altid benytte sig af C-Byens mere faste tilbud som at komme ud på vandet i kanalen eller på Lillebælt med kajak eller SUP board. East Coast Surfers står for udlejning og for undervisning i Stand Up Paddle. De holder til i Flexboxen ud mod Frederiks kanal, og kajakker kan bookes på Getoutdoor.dk.

I mange af de andre containerbutikker kan man købe så forskellige ting som brugskunst, vinylplader, designcykler, tøj, kunst, isvafler og kaffe. Butikkerne har åbent hver søndag kl. 12-16 frem til oktober og på havnetirsdagene kl. 17-20.

Og når man alligevel besøger Kanalbyen, hvorfor så ikke lægge mærke til noget af den kunst, som der er kommet mere og mere af i den nye bydel? Seneste skud på stammen er et helt parkeringshus, der samtidig udgør af kunstværket HYDRA af den internationalt anerkendte Fredericia-kunstner Kirstine Roepstorff.

I kulturkalenderen på Kanalbyen.dk kan man holde sig opdateret om alle aktiviteterne og finde flere praktiske oplysninger.

  • Veteranbiler Veteranbilerne indtager Kanalbyen hver tirsdag aften til og med september.
  • Prinsessen på Ærten Sommeren byder på tre forskellige fotoudstillinger i C-Byen - bl.a. eventyrlige billeder som dette. Foto: Karin Laursen
  • Hygge i C-byen Afslapning og sommerhygge i C-Byen. Foto: Ole Sejrup