Kanalbyens projektdirektør får endnu et byudviklingsprojekt under sine vinger

  • Tim E Halvorsen 800Px Tim E. Halvorsen får nu endnu et byudviklingsprojekt under sine vinger Claus Bjørn Larsen
Tim E. Halvorsen sætter sig nu også i direktørstolen for Naturbydelen i Ringkøbing.

Tim E. Halvorsen har siden 2014 fungeret som projektdirektør i Kanalbyen i Fredericia, og det vil han fortsætte med. Nu bliver ansvarsområdet udvidet til også at omfatte søsterprojektet Naturbydelen i Ringkøbing; et projekt, der allerede er godt i gang med 139 boliger på vej midt i et stort anlagt naturprojekt. Den positive udvikling skal videreføres og styrkes i de kommende år, og som noget nyt, bliver det fra årsskiftet med Tim E. Halvorsen ved roret. 

Naturbydelen er søsterprojekt til Kanalbyen idet, det er drevet af Realdania By & Byg i samarbejde med en kommune. Samarbejdspartnerne er dog delvist nye, og konceptet for byen er et helt andet, og det glæder jeg mig meget til at dykke ned i. Samtidig tror jeg, at de næste år i Kanalbyen bliver helt utroligt spændende, så det ser jeg også frem til at være en del af, siger Tim E. Halvorsen.

I spidsen for bestyrelsen i Naturbydelen står en velkendt samarbejdspartner, nemlig Fredericias tidligere borgmester Uffe Steiner Jensen.

- Vi har valgt at ansætte Tim E. Halvorsen, fordi Naturbydelen efter opstarten af de første byggerier går ind i en ny fase. Med sin erfaring fra bl.a. Kanalbyen i Fredericia har Tim E. Halvorsen et indgående kendskab til de processer, der ligger forude i Naturbydelen, hvor vi skal byde mange nye beboere velkommen. Vi vil også gerne udnytte de erfaringer i udviklingen af Naturbydelen, siger Uffe Steiner Jensen.

Tim E. Halvorsen overtager direktørposten i Naturbydelen fra Peter Kjølby, som har været projektdirektør i Naturbydelen siden 1. juli 2017 samtidig med, at han har varetaget stillingen som vicedirektør i Realdania By & Byg.  

Solid byudviklingserfaring

Før Tim E. Halvorsen kom til Kanalbyen var han kommunaldirektør i Lyngby-Taarbæk Kommune, hvor han blandt andet var med til at starte den strategiske byudviklingssatsning Vidensbyen og tiltrække en række markante erhvervsvirksomheder til kommunen. Før det var han direktør i Køge Kommune, hvor han var involveret i at skabe det strategiske grundlag for udviklingen af den nye bydel Køge Kyst. 

Tim E. Halvorsen er 55 år og bor i Fredericia/København med sin kone Tina Charlotte Blomstergren. Han har to voksne børn.

CV – Tim E. Halvorsen (f. 1964)

2019 - : Projektdirektør Kanalbyen i Fredericia og Naturbydelen P/S.
2014 - 2019 : Projektdirektør, Kanalbyen i Fredericia
2008-2014: Kommunaldirektør, Lyngby-Taarbæk Kommune
2000-2008: Direktør Køge Kommune
1995-2000: Økonomisk Konsulent i KL 
1990-1995: Økonom, BUPL, politisk økonomisk sekretariat
1990: Cand.polit. fra Københavns Universitet

Fakta om Naturbydelen i Ringkøbing

Naturbydelen i Ringkøbing udvikles i partnerskab mellem Ringkøbing-Skjern Kommune og Realdania By & Byg i selskabet Ringkøbing K ApS. Her er det tidligere landbrugsareal, som noget nyt, blevet omdannet til et stort naturområde, før de første boliger er blevet bygget. Over de næste 20 - 25 år kan der her blive opført en blanding af forskellige boligtyper og boligstørrelser i pagt med naturen, lige ud til Ringkøbing Fjord og tæt på byen.

Aktuelt er der solgt byggegrunde til opførelsen af i alt 139 boliger fordelt på 40 ejerboliger, 85 almene lejeboliger 14 lejeboliger i et anderledes seniorbofællesskab. Fuldt udbygget kan der opføres ca. 1.000 boliger i Naturbydelen.

Læs mere på websitet www.naturbydelen.dk