Radio Sfæren, Amalie Smith 2022

  • Amalie Smith Radiosfæren David Stjernholm
Søndervold naturpark

Du står nu i Fredericias nye naturpark. Det var lige her, gødningsfabrikken ’Syren’ lå før i tiden, så området har været igennem en kæmpe transformation fra den ene yderlighed til den anden. Og det er netop den transformation, der har givet inspiration til det næste kunstværk.

Radio Sfæren er et digitalt lydværk, skabt til parken Søndervold af forfatter og billedkunstner Amalie Smith. Det tager form som en radiostation, der spiller live på internettet døgnet rundt. Lydfladen består af fire lag med mange timers tale, musik og naturlyde, som kombineres på stadigt nye måder afhængig af vejrforholdene og døgnets rytme.

Radio Sfæren er derfor et værk, du kan vende tilbage til mange gange og hver gang høre noget nyt.

Når du lytter til Radio Sfæren, kan du mellem solopgang og solnedgang høre mere om parkens og områdets helt særlige miljø og historie.

Du kan høre interviews med lokale fiskere, frøsamlere og tidligere fabriksarbejdere, med forskere og arkitekterne bag parken, og du kan høre Lyngsoddekoret synge nye sange skrevet til Søndervolds planter. Endelig kan du høre fiktive tekster om parkens fremtid.

Hvis andre går rundt i parken og lytter til Radio Sfæren på samme tid som dig, så lytter I til det samme.

Det er blevet tid til at finde smartphone og høretelefoner frem, for nu skal vi lytte til lydkunst.

Lyt til Radio Sfæren på www.sfæren.nu. Linket findes også via QR-kode på skilte langs parkens hovedsti samt ved alle indgange.

Lyt så længe du vil, mens du går en tur eller tager plads på en af parkens mange bænke.

Herefter er rundvisningen kommet til vejs ende.

Vi håber, du har haft en god oplevelse.