Surfbutik åbner i Promenaden med sauna og baristakaffe

  • East Coast Surfers og Lillebæltsbroen Martin Stephansen underviser i SUP på Lillebælt.
Fredag flytter East Coast Surfshop fra den ene side af Frederiks Kanal til den anden og udvider samtidig med nye wellnesstilbud, både for en bred kreds og for mennesker med særlige behov. Indflytningen i Promenaden er den foreløbige kulmination på en personlig rejse for ildsjælen Martin Stephansen.

I mere end tre år har han været en del af bybilledet både til lands og til vands i Kanalbyen i Fredericia. Historien om Martin Stephansen begyndte i en uisoleret container i C-Byen i 2018, hvor han lejede surfudstyr ud, og sidste sommer tog han springet til større og mere komfortable rammer i byggeriet ContainerLiving.

Nu rummer forretningen både butik, café og surfskole – og den udvides yderligere fra fredag den 15. oktober, når Martin Stephansen flytter ind i endnu større rammer i nybyggeriet Promenaden. Her er alle interesserede velkomne til at kigge forbi til butikkens Grand Opening kl. 12.00.

Men rejsen går i virkeligheden meget længere tilbage:

- Jeg var fire år gammel, da jeg for første gang stod på et surfbræt, og siden har jeg surfet i hele verden. Men da jeg var ung og ikke var sådan en, der passede ind i fodboldklubben, blev surfmiljøet stedet hvor jeg fandt min plads, fortæller Martin Stephansen.

Lagde sit liv om

I mange år var både den sportslige og sociale aktivitet noget, der hørte fritiden til ved siden af gode karrierejobs i blandt andet Nordisk Film. Men Martin oplevede at have sygdom og død tæt inde på livet, og derfor besluttede han at lægge sit liv om. Han begyndte for alvor at forene sine fritidsinteresser med et dybt ønske om at gøre en forskel, og i dag går han all-in med sin særlige cocktail af vandsport, specialbutik, hygge og social indsats.

- Jeg vil gerne tilbyde en lille ”hule”, hvor man både kan slappe af i en sauna, hygge i caféen og købe eller leje surf- og SUP-udstyr i butikken. Som det nyeste udvider vi nu med to infrarøde saunaer, som virker på den måde, at de varmer kroppen op indefra. De kan bruges af alle, der skal have det knap så varmt som i en traditionel sauna, og de er rigtig gode til for eksempel gigtpatienter - eller som afslapning og restituering efter en gang hård fysisk træning, fortæller Martin Stephansen.

Social indsats

Fredericia Kommune har længe været opmærksom på surfskolens sociale betydning og tager med mellemrum kontakt til Martin, når der er borgere med særlige behov.

- I sommer havde jeg et hold på 27 unge, som alle led af angst. Her brugte vi SUP-boardet til at flytte nogle grænser hos de unge, og det giver dem mere selvtillid. Der var for eksempel en pige, som til at begynde med næsten ikke turde se på vandet, men som endte med at blive megasej på boardet, og som nu kommer med hendes kæreste og selv tager ud på vandet.

Udover to infrarøde saunaer med plads til to personer i hver, rummer den nye surfbutik også en almindelig sauna med plads til ni. I den nye butik bliver der også en caféafdeling med baristakaffe og et udvalg af kager og snacks. Men et godt samarbejde med caféerne og spisestederne i området betyder, at der er endnu flere muligheder.

- Vil man have et egentligt måltid, kan det også lade sig gøre, for her har vi et godt samarbejde med Restaurant Ene, som kan levere maden.

Midlertidigt bliver permanent

Hos Kanalbyen i Fredericia er der glæde over, at East Coast Surfers har taget springet til mere permanente rammer i Promenaden.

- Surfbutikken og surfskolen er et utrolig godt aktiv i Kanalbyen, både med den brede appel og de mere målrettede sociale tilbud. Og det er fantastisk, at East Coast Surfers, som jo startede med at være en midlertidig aktivitet i C-Byen, nu er blevet en fast del af byens liv i permanente rammer. Det er jo netop en af hovedidéerne med de midlertidige aktiviteter, at de mest levedygtige af dem kan tilføre mere blivende værdi til byen, siger projektdirektør Tim E. Halvorsen.

Det nye boligbyggeri Promenaden består af tre huse, hvoraf det andet og midterste hus netop er færdigbygget og indflyttet. Det er i stueetagen af dette hus, at man fremover kan møde Martin og benytte de mange tilbud. Den nye East Coast Surfshop har åbent fra torsdag til mandag, mens tirsdag og onsdag indtil videre er lukkedage.

Dog kan man benytte sauna- og badeafdelingen alle ugens dage i tidsrummet 7.00-21.00 ved at melde sig ind i en helt ny sauna- og badeklub, som Martin Stephansen har åbnet for tilmelding til.

Kom til Grand Opening den 15. oktober

Alle, der har lyst til at byde Martin og hans mange aktiviteter velkommen i de nye mere faste rammer i Promenaden kan blot møde op på fredag den 15. oktober kl. 12.00 på adressen Frederiks Promenade 21 i Fredericia.

Læs mere på Eastcoastsurfers.dk.


Se også nyheden "Det kolde kanalgys og den varme sauna" (9. marts 2022)

 

  • Promenaden Og CL East Coast Surfers flytter nu fra ContainerLiving (den sort-hvide bygning) til Promenaden, lige på den anden side af kanalen. Foto: Els Production.
  • Martin Stephansen Beskåret Martin Stephansen på kanalen.
  • SUP på vandet Aktivitet på SUP - Stand Up Paddles - på Frederiks Kanal.